Billedet stammer fra bogen "Skoubådene"
Billedet stammer fra bogen "Skoubådene"
Navn Hjemsted Type BRT kW Byggeår Afgangssted
Bestemmelsessted Ladning Art Sted Tid Sted Tid
PACIFIC SKOU København M.–Lst. 15761 9267 1968 – –
Bomuld Brand Lien Yun Cha– ing 24.april 1980 – – Uopklaret. Brand i
lastrum.
Knud Jensen
fortæller følgende historie fra "Pacific Skou"
--------------------
Det var fint vejr da Vi forlod Kobe i Japan. Alle lastrum var
tomme og det 28.000 tons tunge skib lå højt i søen. M/S "Pacific
Skou" var udstyret med 7 lastrum og vi skulle til Groote Eylandt på
Australiens nordkyst, og laste kobbermalm. Ved 4 tiden kom styrmanden og sagde
Vi skulle gøre stormklar, alt skulle surres fast og de mange 40 fods containere
på lugerne skulle spændes ekstra op i kæderne.
En 40 fods container er en ordentlig moppedreng, den flytter sig ikke i stille
vejr, og så alligevel.
Vi nåede lige at blive færdige, så kom Tyfonen, og den mente det alvorligt.
En storm kan være mange ting, men en tyfon er klart den værste af slagsen at
sejle ind i. Man sidder og spiser sin mad i fred og ro, så krænger skibet
pludselig voldsomt og så er det i gang. Som et lyn fra en klar himmel kommer
den og det hele er bare en slags ordnet kaos. De søvante holder fast i bordet
man sidder ved, men dem som ikke har prøvet det før, kurer frem og tilbage på
dørken, som nu er fyldt med tallerkner, kopper og madrester i en' pærevælling.
En venlig sjæl griber dog som regel fat i gutten, og får halet ham på benene.
Ude fra kabyssen lyder grove eder og forbandelser, kokken har travlt. Han havde
ikke taget stormvarslet alvorligt og stod nu med en redelighed. Men det måtte
han og koksmathen klare, pludselig lød det fra højttaleren i messen: "Båds,
kom op på broen NU!!" , og bådsmanden drønede ud i stormen. Vi boede og
spiste agter-ude og broen lå midtskibs, en tur på ca. 120 meter, men det kan være
slemt nok når det blæser godt. Efter et stykke tid lød det igen fra højttaleren:
"Hvor fanden bliver du af, bådsmand!!",
og jeg måtte forklare at han var gået for længst.
Han måtte altså være derude, vi gik 2 mand ud for at se efter ham. Da vi nåede
ud til dækket så vi ham, han lå på ned og kurede frem og tilbage i vandet på
dækket, og vi ville skynde os at få ham op at stå. Men han var bevidstløs og
havde et grimmer hul i knolden. Hans arm hang mærkeligt og Finn,den anden
matros, holdt armen mens jeg bar den lille bådsmand ind i messen. Jeg vejede
120 kilo og havde ikke noget besvær med at bære ham. Men han var slemt skadet,
det kunne vi se da han blev lagt ned i messen, han duede ikke til noget nu. Jeg
var Nr. 2 efter bådsen og gik derfor op til skipper på broen. Han forklarede
at den var helt gal forude, containerne på 2-lugen var ved at rive lugerne af
og det er altså ikke skide smart midt i en storm. Hvis containeren river sig løs
fra de svære kæder, river den lugen med den står på, den er fæstnet med
store jern til lugekanten.
Så vi havde bare at gå ud og løsne låsene på lugerne som holder
containeren, et ikke særligt sjovt stykke arbejde i det vejr. Finn og jeg gik
agterud og bad om assistance, men ingen meldte sig frivilligt. Jeg blev
pissesur, som jeg har for vane, og skældte ud på de 6 matroser som ikke havde
lyst til at gå ud med os, men det hjalp ikke noget. Først da dæksdrengen, en
spinkel lille fyr på 16 år, trådte frem og meldte sig til tjeneste, kom der
skred i tingene. Det ville de alligevel ikke være bekendt, de gik med ud alle
sammen.
Man sørger for at holde godt fast i stræktovene, som er spændt op langs
lugekanten,
ellers ryger man simpelthen udenbords. Der er rigtigt godt tryk på vand som
skyller ind over skibet, og vi taler om rigelige mængder her'. Men vi fik løsnet
de skide containere og stod nu klar til at løsne kæderne, så skulle
containeren gerne drøne over siden ved den næste kraftige sø.
Containeren tog lønning og hele lortet med sig, da den endelig gav sig, og den
røg overbord med et brag. De andre gik det fint med, men vi var meget varsomme
da vi skulle tilbage, det halve af lønningen var væk og man ville helt sikkert
ryge udenbords med næste bølge, hvis man ikke holdt godt fast. Oppe hos
skipperen fik jeg ros for mit arbejde, jeg sagde ikke noget om at de andre nærmest
måtte tvinges med. Han lovede at vi ville få en fridag når vi kom i land, ja
goddaw ,do.
Groote Eylandt er en stor ø og man bryder kobbermalm, og der sker ikke en dyt
mere. Ingen by indenfor 100 miles omkreds, et kedeligt sted.
Men jeg gik rundt nede ved stranden og samlede små koralstykker op, der' stødte
jeg på en australier på ca. 30 år. Han skældte mig først ud, om jeg ikke
vidste at man ikke måtte samle noget ved stranden??? Jeg anede da ikke noget om
det, og det kunne han godt se, så han inviterede på en kold øl i stedet. Han
sagde at han boede lige i nærheden, men først efter 20 kilometers kørsel nåede
vi frem til en lille beværtning. For Dem er det ingen afstand, men jeg var dælme
blevet tør i halsen, det støver og det var over 40 grader i skyggen. Så vi
fik nogle ubåde, det bruger de også Down Under, og det blev til flere. Jeg
blev selvfølgelig temmeligt bedugget, og Brian, som han hed, inviterede mig til
at sove hjemme hos ham. Vi kørte til hans hus, en ordentlig kasse, og 4 unger
farede ud og skulle se hvad Far havde bragt med hjem. "Come on,mate, they
wont bite you!", sagde Brian og vi gik indenfor. Hold da kæft, det var et
flot hus han havde, og alt havde han lavet selv, imponerende.
Han havde en hel væg fyldt med våben og trofæer, jeg havde sgu aldrig set
noget lignende. Og en bar selvfølgelig, og den var fyldt med alskens spirikum.
Det blev meget sent før vi gik i seng, jeg fik et rum helt for mig selv, men
uden at jeg bemærkede det, sneg 2 af drengene sig ind og sov ved siden af mig.
Det tordnede nemlig, og de var blevet bange og søgte tryghed hos ham den store
dansker... Så jeg vågnede om morgenen og kiggede ind i 2 drenges øjne, de lå
og betragtede mig. Philip var 6 år og Tommy var bare 4, et par rigtige røvere.
Vi lå og snakkede om havet, det var de helt tossede med at høre om, og om
deres mor som var i Sydney på besøg hos sin far og mor.
Op af dagen kørte Brian mig ned til havnen, de andre var i fuld gang med at
laste kobbermalm, en ret så svinsk affære. Malmen bliver drønet ned i lasten
med en transportør,et bånd som bare kører hele tiden. Det støver og sviner
og vores job er at skovle op fra dækket og spule resten væk når vi er i søen.
Om aftenen fik vi at vide at vi skulle lukke koøjerne om natten, der fløj
mange dyr omkring. Men kokken hørte aldrig efter, det blev hans Nemesis. Om
morgen var han ikke kommet op i kabyssen klokken 6 som han plejede, og en matros
blev sendt ned efter syvsoveren. Da han åbnede døren lå kokken totalt ubevægelig
og med skrækken malet i øjnene. Hele hans køje og alt i hans kammer var dækket
af store grønne græshopper, de var blevet tiltrukket af lyset og hans koøje
stod piv-åbent. Det knaser godt når man træder ind på sådan et gulv, men vi
fik da reddet kokken, ellers havde vi sgu aldrig fået noget morgenmad. Da vi
kom ud, kunne vi se at hele dækket også var fyldt med de grønne sataner, vi
skovlede dem ud over siden. De laver en værre larm og det er lidt surrealistisk
at vade rundt i græshopper, men ud kom de.
Og kokken lærte at høre efter hvad der bliver sagt, man skal tage advarsler
alvorligt, ellers kan det gå grueligt galt.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Kok
Hardy Willy Jensen, har lavet en hjemmeside om nogle "Skou" skibe han
har sejlet med bla. "Pacific Skou" se dem her
Billedet stammer fra bogen "Skoubådene"
Skibstyper
